< TILBAGE

Terapihaven i Assentorp – organisk psykoterapeut Søs Beck

Natur og jordforbindelse er omdrejningspunktet i organisk psykoterapeut Søs Becks terapihave. De seneste to år har hun arbejdet hårdt for at forvandle den kuperede grund, til en afbalanceret, varieret terapihave med rum til fordybelse og ro. Hun har fældet, plantet og flyttet træer. Hun har indrettet haven i små rum med en stenhave og en bålplads med et shelter. Og hun har anlagt en terrasse, hvor man kan ligge og fordybe sig i skyerne og stjernerne på himlen. Lige nu overvejer hun at bygge en hule, hvor man kan sidde og kigge de to heste, som går på marken og skaber ro.

Tekst og foto: Pipaluk Balslev

Som organisk psykoterapeut arbejder Søs Beck med det hele menneske. Krop og psyke hænger sammen, og det sætter hun fokus på, når folk kommer ud i hendes have.

”Mange kan ikke mærke deres egen krop. Som mennesker putter vi os og passer på vores hjerte. Men hvis vi retter os op, kan vi gøre noget ved det. Vi bliver nødt til at slippe noget af det, der holder os fast,” siger hun.

Derfor arbejder Søs Beck meget med kropsøvelser, og her bruger hun terapihaven. Inde i en cirkel af høje, slanke birketræer har hun lagt et ujævnt lag af mellemstore sten. Når hun holder kurser, beder hun folk gå rundt på stenene.

”Når folk går på stenene, er de nødt til at holde fokus på fødderne. Og der sker noget for alle, når de er på stenene og derfra går ud på det bløde dejlige underlag omkring stenene. Når vi har fokus på fødderne, sker der en forandring. Vi begynder at mærke efter. Har vi ondt i hoften? Ondt i kroppen? ? Det er en start til at begynde at mærke efter,” mener Søs Beck.

I terapien behandler Søs Beck blandt andet folk med stress, depression og kroniske smerter. Når klienterne er hos hende, foregår alt i slowmotion.

”Man går langsomt. Taler langsomt. Når vi gør det langsomt, sætter vi nervesystemet ned og får styr over vores tanker og bliver herre over vores eget liv,” siger Søs Beck.

Som psykoterapeut tilbyder Søs Beck både enkeltterapi og gruppeterapi. Hun laver blandt andet gruppeterapi i samarbejde med Blå Kors, hvor børn fra familier med misbrug, sammen med deres forældre kan komme og være fælles om nogle gode oplevelser i naturen. Sammen samler de urter, bager brød og laver mad over bål.

Udover terapi, tilbyder Søs Beck egenudviklingskurser for ledere og medarbejdergrupper. Hun vil også gerne samarbejde med de lokale skoler og institutioner om udeliv, hvor børnene kan være med til at dyrke grøntsager og plante træer.

For Søs Beck er kombinationen af hendes uddannelse som organisk psykoterapeut og terapihaven vigtig.

”Vi kan alle gå i skoven og til vandet. Men når der er en professionel psykoterapeut, som både arbejder med krop og psyke, sker der noget særligt. Hvis vi bliver mødt, kan vi slippe noget af det, der holder os fast. Jeg har åbnet haven for folk. Så finder de selv ro i det, når de er her,” siger hun.

FAKTA

https://www.soesbeck.dk/


< TILBAGE

Vælg og klik på verdensmål

Tips & Tricks

Virksomhedscases

Idébanken

Gå til idébanken

Har du en god idé, vil vi meget gerne høre den.
Indsend din idé


Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhvervs@soroe.dk | Cookiepolitik