Henrik Jørgensen sætter en ære i at uddanne lærlinge i slagterfaget, og det er ingen hindring, at man er ordblind. Bare man er klar til at tage fat.
Foto Jakob Vind
Henrik Jørgensen var 11 år, da han fik sit første job som opvasker i en slagterforretning. Det blev begyndelsen på en lang karriere med koteletter og culotter – foruden de tusind andre ting, man skal kunne som selvstændig gourmetslagter, som det hedder på moderne fint uddannelsesdansk. Gennem knapt 32 år har han drevet sin egen slagterbutik, Mad med mere, i Dianalundcentret. Og han er blevet mere og mere optaget af at lære håndværket videre til unge mennesker, der, ligesom han selv, ikke skal den boglige vej.
I øjeblikket har han ikke færre end tre lærlinge, to slagterlærlinge og en på delikatesselinjen. En af de tre lærlinge, Mads Petersen, er svært ordblind. Men det afskrækkede ikke Henrik Jørgensen fra at tilbyde ham lærepladsen.
“DE KOMMER RUNDT OVER DET HELE, SÅ NÅR DE ER FÆRDIGE, KAN DE VIRKELIG NOGET. DER ER BRUG FOR GODE FOLK I BRANCHEN, OG JEG VIL GERNE GØRE MIT TIL AT GIVE FOLK EN CHANCE.”
Henrik Jørgensen, Slagter
”Vores fag tiltrækker mange som ikke er bogligt stærke. Jeg har haft ordblinde lærlinge før. Det kræver noget af os alle sammen, fordi vi skal opfinde nogle måder at løse hverdagens opgaver på. Men det kan godt lade sig gøre. Og jeg er ikke bange for at stille krav. Hvis en fyr som Mads får anerkendelse for det, han kan, så rejser han sig op og får mere og mere medvind i livet,” siger Henrik Jørgensen.
KÆFT, TRIT OG RETNING
Det er ikke kun i forhold lærlingearbejdet, at Henrik Jørgensen stiller krav. Mads er også stærkt overvægtig, og også her meldte Henrik Jørgensen klart ud.
”Jeg sagde til ham: ’Jeg vil gerne tage dig i lære, men du skal tabe 30-40 kilo. Og jeg mener det.’ Nu har han tabt 23. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre, men der er brug for, at nogen skubber til ham, og det gør jeg,” siger han. Han fortæller om tidligere lærlinge, som kommer forbi og siger tak for, at han lærte dem disciplin, som de har kunnet bruge sidenhen.
”Kæft, trit og retning lyder måske ikke så pænt. Men jeg mener det. Man skal kunne tage imod en besked, og man skal være med til at trække læsset som et team – også når det går rigtig stærkt,” siger han. Til gengæld kan man lære en masse. Meget mere end man gør hos en supermarkedsslagter for slet ikke at tale om på et slagteri, mener Henrik Jørgensen.
”Her lærer de det hele. At skære kød op, tilberede det, lave tilbehør og vejlede kunderne. De kommer rundt over det hele, så når de er færdige, kan de virkelig noget. Der er brug for gode folk i branchen, og jeg vil gerne gøre mit til at give folk en chance.”
MEGA FEDT
Spørger man Mads Petersen, hvad han synes om at stå i lære hos en skrap slagtermester, kommer svaret prompte. ”Det er mega fedt at være et sted, hvor der er en god chef, gode kolleger og plads til både fis og ballade og seriøsitet. Henrik kan godt være skrap, men jeg ved, at han vil mig det bedste. Han er ikke ligeglad. Man kan mærke, at han holder af sine ansatte, og det er dejligt, at han giver én et skub i den rigtige retning,” siger han.
FAKTA
Vælg og klik på verdensmål
Tips & Tricks
Virksomhedscases
Idébanken
Gå til idébankenHar du en god idé, vil vi meget gerne høre den.
Indsend din idé
Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhvervs@soroe.dk | Cookiepolitik