Erhvervsfolk blev klogere på bestyrelsesarbejde

Knap 40 lokale erhvervsfolk var mødt op tirsdag for at høre, hvordan og hvornår man kan tage skridtet fra at være en mellemstor, ejerledet virksomhed til at ansætte en professionel bestyrelse. Foto: Ditte Pi Christensen/Sorø Erhverv

Erhvervsfolk blev klogere på bestyrelsesarbejde

Interessen var stor, da Sorø Erhverv tirsdag inviterede til temamøde om, hvordan man tager skridtet fra at være en mellemstor, ejerledet virksomhed til at koble en professionel bestyrelse på.

Tirsdag morgen var knap 40 lokale erhvervsfolk mødt op i forsamlingshuset, Missionen, i Dianalund, for at høre Adm. direktør Ole Kjærgaard, fra OKNygaard, fortælle om rejsen med firmaet fra enkeltmandsvirksomhed til i dag at tælle 550 mand fordelt på ti adresser landet over. Med sig havde han sin bestyrelsesformand Michael von Bülow.

 

Svært at lukke andre ind i kontrolrummet

Både det personlige og det faglige var to vigtige elementer, da OKNygaard i 2013 tog skridtet og nedsatte en bestyrelse med Michael von Bülow som formand. Det skete ikke bare fra den ene dag til den anden, fortalte Ole Kjærgaard i sit oplæg. De havde arbejdet sammen over en periode og etablerede i første omgang et advisory board, hvor det skabte et godt kendskab til kompetencer og evnen til at samarbejde og spare med hinanden.

”Der er rigtig mange følelser involveret i at lade andre komme ind i kontrolrummet. Til at begynde med var det svært – især når der var uoverensstemmelser med Michaels idéer. Så måtte jeg lige hjem og tygge lidt på den sammen med de øvrige ejere. Og som oftest kunne vi jo godt se, at Michaels input var vigtige og relevante”, fortalte Ole Kjærgaard i sit oplæg.

 

Bestyrelsen giver professionel sparring

Fordelene ved en bestyrelse har dog også været til at føle på. For OKNygaard har det betydet, at de blev i stand til at sætte fokus på de relevante kunder og skære de områder fra, der ikke var rentable. Michael von Bülow lagde også vægt på, at en bestyrelse i hans øjne lige så godt kunne hedde sparring. ”Man skal se det som, at man sætter et hold, hvor man hiver kompetencer ind, som man ikke selv har – ikke at man afgiver suverænitet. Min fornemmeste opgave som bestyrelsesformand er at sikre fokus i opgaverne og have det lange lys på, så virksomheden også er klar til fremtiden”.

 

Det skal være nemt og praktisk

Carsten Hansen, Elektrogården, sidder lige nu med mange af de samme overvejelser. ”Som det er nu, er det i princippet mine nærmeste medarbejdere og mig, der tager beslutningerne. Men jeg har længe gået med tanken om at få professionel hjælp fx i form af en bestyrelse. Det har bare været svært at vælge en med de rette kompetencer og svært at gennemskue, hvilke konsekvenser det vil have for virksomheden”.

For Carsten er det vigtigt, at det er nemt og praktisk, og formålet med bestyrelsen skal være tydeligt. Han var derfor ved godt mod, da han tog fra mødet. ”Jeg synes, jeg fik en meget bedre forståelse for, hvad det vil sige at arbejde med en bestyrelse. Jeg fik afkræftet nogle fordomme, jeg måske gik rundt og havde, og så synes jeg, det var en god casevirksomhed, som jeg kunne forholde mig til. Så jeg fik helt klart nogle gode input til, hvad jeg selv skal hjem og arbejde videre med”.

Næste arrangement hos Sorø Erhverv finder sted den 22. november, hvor der stilles skarpt på effektiv markedsføring på et begrænset budget.  Arrangementet gennemføres i samarbejde med Sparringspartnerne.


< TILBAGE

KAN VI HJÆLPE

Laila Haunstrup Bregner Carlsen

Laila Haunstrup Bregner Carlsen

Erhvervschef

 

Tlf: 57876035
Mobil: 20265081
Email: lbc@soroe.dk

Indsend artikel
Hold den gode tone
Tilmeld nyhedsbrev
Genvej til din mobil

Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhvervsservice@soroe.dk | Persondatapolitik