IT contract manager til strategisk leverandørstyring
Vi søger en stærk og struktureret IT contract manager, som har stor interesse i at fastholde og videreudvikle dialogen og samarbejdet med vores IT leverandører og med hele vores organisations medarbejdere.
Kan du se dig selv fastholde og videreudvikle den stærke IT kontrakt- og leverandørstyring, vi har opbygget i Sorø Kommune? Har du stor interesse i dialogen med IT leverandører? Vil du gerne være vores organisations stærke partner, når de skal købe ny IT? Vil du gerne understøtte vores organisation bedst muligt i, at vi får det, vi har kontrakt på? Ønsker du at samarbejde med medarbejdere på de store kommunale velfærdsområder, og yde et markant bidrag til den løbende omstilling som sikrer, at vi kan følge med i de stigende krav til den kommunale virksomhed?
Så er du den vi drømmer om, og som vi rigtig gerne vil have med på holdet.
Som vores nye IT contract manager træder du ind i et velfungerende arbejdsområde, som er anerkendt både af vores IT leverandører og af en organisation, som værdsætter denne professionelle bistand. Du kommer til at arbejde sammen med mange forskellige faggrupper på tværs af organisationen, som alle har brug for bistand til de forskellige processer omkring både anskaffelse af ny IT og løbende kontrakt- og leverandørstyring.
Lidt om dig
Du har mindst 3 års erfaring med IT kontrakt og leverandørstyring, gerne fra en kommunal eller en offentlig organisation. Det er vigtigt for os, at du specifikt har kendskab til og forståelse for IT kontrakter, som er en særlig disciplin.
Du har måske en videregående uddannelse, som f.eks. cand.merc.jur, cand.jur eller cand.merc.it – men det er ikke en forudsætning. Det vi vægter er en juridisk indsigt samt en praktisk erfaring med kontrakt- og leverandørstyring, som giver et solidt fagligt ståsted, hvor du formår at koble det juridiske med det forretningsmæssige. Det vil være en fordel, hvis du er certificeret contract manager.
Du arbejder struktureret og formår at holde overblik over de forskellige kontrakter og deadlines, samt selvstændigt at tilrettelægge dine arbejdsopgaver. Det falder dig naturligt at tage ejerskab og ansvar for dine opgaver
Du forstår at navigere i en kompleks og politisk styret organisation, og du trives med, at tingene ofte forandrer sig. Som person er du dygtig til at samarbejde på tværs – både internt i Sorø Kommunes organisation og med eksterne leverandører. Du er udadvendt og opsøgende, og du er god til at opbygge og pleje relationer og trives med en bred kontaktflade.
Du har et digitalt mindset. Dvs., at du naturligt tænker anvendelse af teknologiske muligheder ind. Du er generelt nysgerrig på og har mod på at lære yderligere om de digitale muligheder for udvikling af kommunens kerneopgaver.
Din opgave bliver at holde fast i og videreudvikle den meget stærke IT contract managementfunktion, vi har opbygget i Sorø Kommune. På lidt længere sigt bliver din opgave derudover, at hjælpe Sorø Kommunes organisation med at opbygge/videreudvikle kontrakt- og leverandørstyring på andre faglige områder i kommunen – og dermed bidrage til Sorøs generelle arbejde med at være en aktiv og krævende forhandler på alle områder, hvor der indgås kontrakter og købes tjenesteydelser.
Samarbejde og formidling
Med solid base i Udvikling og IT får du et tæt samarbejde med direktionen og de øvrige fagcentre.
Du skal hjælpe hele organisationen i deres IT kontrakt- og leverandørstyring – blandt andet i form af at:
være tovholder på IT anskaffelsesprocesser i samarbejde med organisationen (vurdering af anskaffelsens omfang)
sikre korrekt kontraktindhold i samarbejde med organisationen
løbende kontraktopfølgning i dialog med organisationen og leverandøren
løbende leverandørstyring i dialog med organisationen og leverandøren
I den sammenhæng er det vigtigt, at
du har stærke samarbejdsevner
du kan formulere dig både mundtligt og skriftligt og kan anskueliggøre sammenhænge visuelt
du formår at oversætte komplekse sammenhænge til et sprog, som vores fagområder forstår
du har et udefra-og-ind perspektiv, så du evner at sætte dig i fagområdernes sted
du har mod på og erfaring med at stå i en tvist
I Sorø Kommune vil du møde mange dygtige kolleger. Du skal have personlig gennemslagskraft og vedholdenhed (uden at være stædig) samt være professionel i dialogen med organisationen.
Hvem skal du arbejde sammen med?
Vi er en mindre kommune med en flad ledelsesstruktur, hvor der generelt er mulighed for at gøre en forskel. Vores arbejde foregår tæt på politikerne, og der er et godt politisk klima. Vi har stor fokus på implementering og gevinstrealisering af både de kvalitative og kvantitative gevinster.
Vores center Udvikling og IT er et ambitiøst center, og vi sætter barren højt. Dine kommende kolleger har mange forskellige fagligheder, men fælles er, at de er engagerede, åbne og gode til at samarbejde. Er du drevet af at lære og skabe nyt, og af at være med til at bygge og se tingene udvikle sig, så har vi mulighederne for netop det. Du kommer til at indgå i et team af udviklingskonsulenter. Derudover vil du blive en del af et juridisk netværk i Sorø Kommune – og du vil indgå i et kommunalt netværk om IT-leverandørstyring, som Sorø Kommune har startet op, hvor der deltager kolleger fra 27 andre kommuner.
Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor trivsel vægtes højt. Vi har et godt humør og en uformel tone, og lægger vægt på, at der er balance mellem dit arbejde og dit familie-/fritidsliv.
Du kommer til en kommune med store ambitioner og med bevidsthed om, at den lille nære forandring kan bidrage til noget større. Sorø Kommunes Byråd arbejder således for, at ikke bare Sorø Kommunes borgere får glæde af de beslutninger, der træffes, men at resultaterne også bidrager til en bedre verden i regi af FN’s verdensmål.
Proces samt løn og ansættelsesvilkår:
Ansøgningsfristen er d. 9. september 2019 kl. 12.00. Første runde ansættelsessamtaler afholdes den 18. september 2019. Anden runde ansættelsessamtaler afholdes den 24. september 2019. Den første ansættelsessamtale vil få en varighed af 45 minutter. Herefter udvælges kandidater til anden ansættelsessamtale, hvor du skal løse en opgave i forbindelse med samtalen. Det betyder, at der her skal afsættes knap 2 timer.
Vi vil gerne have dig til at starte den 1. november 2019. Stillingen er på 37 timer, og lønnen fastsættes efter gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Få mere at vide ved at ringe eller skrive til Bodil Thomsen, Udviklings- og IT-chef tlf.: 20 22 13 28 eller mail both@soroe.dk.
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Værdigrundlaget i Sorø Kommune er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.
Sorø Kommune er en røgfri arbejdsplads.
Kommunen har knap 30.000 indbyggere og er beliggende midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.200 medarbejdere.
Antal ledige stillinger:
1
Søg jobbet online
https://www.jobindex.dk/jobannonce/jobnet/8518997?utm_medium=email&utm_campaign=jobmail&utm_source=jobindex
Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhverv@soroe.dk | Persondatapolitik | Cookiepolitik