< TILBAGE

Svanemærket rengøring gavner for børn, medarbejdere og miljø

I Sorø Kommune er alle rengøringsmidler og -redskaber ud med svanemærkede eller miljøcertificerede produkter.

Alle Sorø Kommunes cirka 152.000 kommunale kvadratmeter i daginstitutioner, skoler, plejecentre, botilbud og kontorer er omfattet af den grønne rengøring.

Tekst: Signe Foersom
Foto: Jakob Vind

Når Gustav kravler lystigt hen over gulvet i vuggestuen, eller Vigga sejrsstolt viser pædagogen i børnehaven, at hun har lært at slå en kolbøtte, er gulvet under børnenes fingre vasket i rengøringsmidler, der er fri for skrap kemi.

I 2020 indførte Sorø Kommune nemlig grøn rengøring og skiftede alle rengøringsmidler og -redskaber ud med svanemærkede eller miljøcertificerede produkter.

Forud for beslutningen havde kommunen testet de nye redskaber i en periode og vurderede, at kvaliteten var tilfredsstillende. Det første halvandet år med de miljøcertificerede produkter er gået over forventning. Kvaliteten holder, og produkterne fungerer godt i brug. Dog kunne ergonomien i gulvmopperne være bedre – og derfor er Sorø Kommunes rengøring gået med i et samarbejde med leverandøren om at udvikle en ny og mere ergonomisk moppe, som naturligvis også bliver miljøcertificeret.

”Den grønne rengøring er et eksempel på, at bæredygtighed og sundhed går hånd i hånd,” siger faglig koordinator i Teknik, Miljø og Drift, Pernille Carlsen. ”Produkterne giver et sundere indeklima for børnene og et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. Og så belaster de miljøet mindre både i produktionen, og når de er i brug. Ved at efterspørge de miljøcertificerede produkter er vi også med til at skubbe vores leverandør i en mere bæredygtig retning.” Enkelte produkter findes der endnu ikke miljøcertificerede alternativer til. Det gælder for eksempel det middel, som bruges til at fjerne harpiks fra gulvet i kommunens sportshaller. Her håber Pernille Carlsen, at dialogen med leverandøren er med til at bane vej for, at sundere produkter bliver udviklet.

I samme periode er mange af kommunens biler skiftet ud med elbiler. Når ”flyverne” i rengøringen kører rundt mellem de forskellige institutioner og skoler, sker det i en af afdelingens fire elbiler. Og det er en fornøjelse, fortæller Pernille Carlsen. ”De kører simpelthen drøngodt. De larmer ikke, de er hurtige i optrækket og ja, de er bare rigtig gode at køre i.”

 

FAKTA

Rengøringsartiklerne er indkøbt under POGI, Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb, eller bærer svanemærket.


< TILBAGE

Vælg og klik på verdensmål


Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhverv@soroe.dk | Persondatapolitik | Cookiepolitik