20. maj 2021
Vrikkende hofter, sprællemandshop og stafetløb har været på dagsordenen på institutioner, skoler og arbejdspladser i Sorø kommune i denne uge. Børn og voksne har danset og bevæget sig for at sætte fokus på verdensmål 3, som handler om sundhed og trivsel.
De enkelte institutioner og afdelinger har selv arrangeret deres lokale trivselsarrangement. Blandt andet har de på Pedersborg Skoles børn og voksne sammen med borgmester Gert Jørgensen danset til rytmerne af Sorø-dansen. Det er eleverne på Sorø Gymnastikefterskole, der har lavet dansen.
Medarbejdere fra Sorø Kommune og erhvervslivet i Sorø sætter fokus på trivsel på Torvet i Sorø.
I Alsted-Fjenneslev Børnehus og på Sorø bibliotek har de dyrket yoga. Og på Torvet ved det Gamle Rådhus i Sorø forsøgte medarbejdere fra flere af Sorøs virksomheder og kommunens medarbejdere at finde en fælles rytme, da de iført grønne t-shirts fik pulsen og humøret op til et kvarters fælles dans i frokostpausen. På Lundebo i Dianalund løftede medarbejderne vægte, spillede gæt en 13er og gav den gas til ballroom rytmer, inden de onsdag aften mødtes til fællesspisning.
Flere virksomheder i Sorø Kommune har deltaget i trivselsugen. I Erhvervsudviklingsrådets stafet løb flere af virksomhederne fra de fire verdenshjørner for til at mødes på Torvet.
Selvom det kun er denne uge, der er særligt fokus på trivsel, er det vigtigt at huske på trivslen hele året. Bevægelse og samvær giver trivsel og smitter af på arbejdsglæden.
Verdensmål 3 handler om både om den mentale og fysiske sundhed og trivsel. Børnene i 3. klasse på Pedersborg Skole har fokus på at hjælpe hinanden.
FAKTA
Trivselsugen er blevet til i et samarbejde mellem Sorø Erhvervsudviklingsråd og Sorø Erhverv – Sorø Kommune.
Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhverv@soroe.dk | Persondatapolitik | Cookiepolitik