< TILBAGE

Et rigtigt Ole Opfinder-hjem

Henrik Seibæk har indrettet sit hjem med en masse bæredygtige løsninger. Læs med og lad dig inspirere.

 

 

 

Tekst og foto: Pipaluk Balslev

På taget af Henrik Seibæks hus står skuffen fra en brugt fryser og samler regnvand. Fra skuffen leder små slanger vandet ned til de hængepelargonier, som Henrik Seibæk har hængende under tagskægget. ”Jeg vil ikke løfte en vandkande derop” siger den opfindsomme mand, som har indrettet sit hjem med en masse bæredygtige løsninger. Regnvandet bliver ikke kun brugt til at vande planterne under stråtaget. Ude i et skur har Henrik Seibæk en stor palletank, der også samler regnvand. Vandet bruges til toiletskyl. Og pumpen, der pumper vandet op, får strøm fra en række bugte bilbatterier, som Henrik Seibæk lader op med strøm fra elnettet om natten, når strømmen er billigere end i dagtimerne. ”Hvis jeg kunne få at vide, hvornår elværket bruger grøn strøm fra vindmøller, ville jeg udelukkende tappe strøm i det tidsrum,” siger Henrik Seibæk, men da det ikke er muligt, har han valgt at tappe strømmen, når den er billigst.

Se hvordan Henrik Seibæk udnytter regnvandet til blomstervanding og toiletskyl.

Billig strøm

Strømmen fra de brugte bilbatterier bruger han også til strøm til fjernsynet, til LED-lamperne rundt om i huset og til at oplade sin mobiltelefon. ”I virkeligheden kan vi i mange tilfælde nøjes med 12V. De 220V fra elnettet bruger jeg stort set kun til fryser og køleskab og til at lade bilbatterierne op med,” fortæller han.

 

Henrik Seibæk bruger brugte computeropladere og bilbatterier sørger for strømmen til lys og tv.

 

Insekthotel

Ude i haven har Henrik Seibæk bygget et hegn af grene fra haven. Det ligger i en tyk bræmme og er indrammet af kragtræer, som er de stykker træ, der har siddet på mønningen af husets tidligere stråtag. Ved at bruge de mange afskårne grene fra buske og træer, slipper Henrik Seibæk for at køre haveaffaldet væk. Han stikker pilekviste ned mellem grenene i kvasbunken, så de kan vokse op og danne et solidt hegn, hvor der er plads til et rigt dyreliv i insekthotellet, samtidig med at han skærmer haven fra vejen.

Solvarme i vejen

Henrik Seibæk har mange ideer til, hvordan man kan leve mere bæredygtigt. Og han udvikler hele tiden nye metoder. Ude på gårdspladsen har han etableret et forsøg med slanger, der er lagt under et lag asfalt, som opsamler solvarmen fra den mørke asfalt. Det solopvarmede vand i slangerne opvarmer husets brugsvand. Drømmen er med tiden at lave et vejbump i den trafikerede vej uden for huset, og at der i vejbumpet indlægges slanger, der kan opsamle varmen. På den måde kan han øge trafiksikkerheden, samtidig med, at han sparer på varmeregningen.

FAKTA

De brugte bilbatterier, får Henrik Seibæk  fra sin mekaniker. De kan ikke længere lade bilen op, men har styrke nok til at give strøm til LED-lamper og mobiltelefon m.m


< TILBAGE

Vælg og klik på verdensmål


Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhverv@soroe.dk | Persondatapolitik | Cookiepolitik