< TILBAGE

Et pusterum fra sorg og skilsmisse

I PUST er der rum til at være i sorg og have det svært. Foreningen tilbyder samtalegrupper for mennesker, der har mistet en pårørende eller været del af en skilsmisse. I samtalegrupperne kan deltagerne møde andre i lignende kriser. Foreningens arbejde er baseret på frivillige, som leder sorg- og skilsmissegrupperne.

PUST har adopteret to verdensmål for deres arbejde med trivsel og partnerskaber. Da formand for Børne- og undervisningsudvalget Lars Damgaard i Sorø Kommune (th) overrakte adoptionsbeviset, sagde han, ”Sundhed og trivsel handler ikke kun om fravær af sygdom. Det er en langt mere kompleks kombination af fysiske, mentale, følelsesmæssige og sociale faktorer. Jeg er glad for, at vi med PUSTs adoption af verdensmålene, igen får mulighed for at understrege vigtigheden af det arbejde, PUST allerede udfører.  Jeg er glad for, at også mange af vores børn og unge i Sorø Kommune har glæde af PUSTs arbejde.” Rune Trappaud Rønne og Mette Hesselberg fra PUST modtog adoptionsbeviset ved en seance i Dianalund, hvor foreningen afholder samtalegrupper.

 

Da foreningen PUST i 2019 så dagens lys var det med et grundlæggende ønske om at give mennesker i sorg  et sted, hvor de kunne tale om deres sorg med andre i samme situation. Siden er foreningen vokset og omkring 50 mennesker har afsluttet et samtaleforløb i foreningen. I foråret 2021 har foreningen fem sorggrupper og tre skilsmissegrupper, og foreningen forventer at udvide

Frivilligt arbejde gavner både brugerne og de frivillige 

Verdensmål nummer tre handler om sundhed og trivsel og omfavner det, der er grundkernen i PUSTs arbejde. Til det siger verdensmålsambassadør Pipaluk Balslev:

”De frivillige i PUST løfter en vigtig opgave ved at skabe rum, hvor folk kan møde andre i samme sårbare situation, som de selv er i. Et rum, hvor der er plads til være i sorg. Det spiller godt ind verdensmål 3, der også handler om trivsel.”

Rune Trappaud Rønne, som var initiativtager til PUST supplerer: ”Det er ikke kun deltagerne i sorg- og skilsmissegrupperne, der får noget ud af det. Det er også de frivillige. Forskning peger på, at du bliver lykkelig af at lave frivilligt arbejde. Hvis man kan åbne for et stort, stærkt frivilligt miljø, som vi er på vej til i Sorø Kommune, så vil vi se en enorm effekt på de frivillige også. Når du ser andre frivillige blive glade for det gør, får du også selv lyst til at gøre noget. Den effekt er guld værd.”

Alle frivillige i PUST skal gennem et kursus med indføring i samtalegrupper. Desuden skal alle frivillige regelmæssigt gå til supervision. PUST arrangerer også caféaftner for de frivillige.

“De frivillige har et behov for at mødes med de andre frivillige, så de kan dele det de hører og ser. Som frivillig har du tavshedspligt, så de taler ikke om deltagerne, men deler de overordnede erfaringer med samtalegrupperne. Og hvis nogen har været på eksterne kurser, videreformidler de også det, de har lært der på caféaftnerne,” siger Rune Trappaud Rønne.

PUST og Sorø kommune i tæt samarbejde

PUST og Sorø Kommune har netop styrket samarbejdet, og kommunen skal fremover rekruttere deltagere til PUSTs sorg- og skilsmissegrupper. Det er ofte sagsbehandleren i kommunen, læreren i felten og pædagogen i børnehaven, der møder borgere i krise. I samarbejdet med PUST har kommunen et sted, hvortil de kan henvise borgere, der har brug for et rum til at tale om deres sorg. Det spiller godt ind i verdensmål 17, der handler om partnerskab for handling.

Chef for Børn- og Undervisning i Sorø Kommune Henrik Madsen er meget tilfreds med samarbejdet med PUST, og siger:

“PUST løser en vigtig opgave. Allerede før PUST så dagens lys, var vi i dialog med Rune om, hvordan vi i fællesskab kan støtte børn og unge i sorg eller krise, og jeg glæder mig over, hvor langt PUST allerede er nået.”

På sigt er det PUSTs ambition at være der, hvor der er brug for dem inden for Danmarks grænser.

“Vi har en forestilling om, at vi er tværkommunale inden for få år. Så har vi etableret et fasttømret samarbejde med flere kommuner. Nær og fjern. Det er vores klare ambition, at vi kan nå ud til flere kommuner. Vi skal ikke være de største. Vi skal være der, hvor der er brug for os. Og det kan vi se, at der er, ” siger Rune Trappaud Rønne ofr fortsætter: Vi vil gerne have at Sorø er vores Epicenter. Det er her, vi har vores base, og så bygger vi ud fra det. Vi føler kommunen har givet os en plads. . Det vil vi gerne give igen.  Vi gerne være en del af Sorø Kommune og Sorø kommunes måde at tænke på.

Samhørighed i verden

For Rune Trappaud Rønne giver det god mening, at PUST med foreningens arbejde sætter fokus på verdensmålene.

”Jeg er glad for, at det kan vi være en del af det her vigtige arbejde. Grundtanken med verdensmålene er at skabe en samhørighed i verden. Og skabe synergien mellem virkeligheden og nogle politiske mål. Første gang jeg hørte, at Sorø Kommune havde gjort det her til et projekt, syntes jeg, det var vildt ambitiøst. Men jeg kan faktisk godt se, hvor kommunen er på vej hen med det nu. Det, at den er i gang med at konkretisere arbejdet med verdensmål, er helt vildt fantastisk. For så gør Sorø Kommune jo præcis det, som alle vi frivillige organisationer gør: Bidrager til, at vi hænger sammen, og at vi hjælpes ad med få løst de her kæmpe globale problemer, vi står i,” siger Rune Trappaud Rønne.

 

PUST er en frivillig social forening, som tilbyder samtalegrupper for mennesker i sorg eller skilsmisse. Foreningen afholder samtalegrupper i Dianalund og Sorø. Læs mere her: http://pust.nu/


< TILBAGE

Vælg og klik på verdensmål


Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhverv@soroe.dk | Persondatapolitik | Cookiepolitik