< TILBAGE

Det starter altid med en begejstring

Oplevelsesplatformen Kultureninaturen er tematiserede cykelruter med tilhørende podcasts og fire gåruter, som formidler Sorøs kunst, arkitektur og natur. Nyeste skud på stammen er oplevelsesplatformen kultureninaturen.dk, som samler en bred vifte af oplevelser i kultur, natur og historie og henvender sig til både borgere og turister.

På kultureninaturen.dk finder du oplevelser og aktiviteter for omtrent enhver smag.

Tekst: Signe Foersom
Foto: Jakob Vind

Danskerne går tur som aldrig før. Halvandet år i pandemiens skygge har givet staycation-trenden vind i sejlene, og flere og flere får øjnene op for de mange oplevelser, der venter lige rundt om hjørnet eller rundt om næste sving på skovstien. Og selvom de færreste nok tænker på, at de er en del af en bæredygtig trend, når de snører traveskoene eller pumper cyklen og begiver sig gennem det smukke sommerland, så bidrager de lokale oplevelser til et mere bæredygtigt lokalområde – og en bæredygtig verden.

Hver gang, vi finder oplevelser i vores nærområde i stedet for at rejse længere væk, gør vi en god gerning for klimaet. Og når vi spiser en is undervejs på turen, lægger vi en mønt hos de lokale handlende og bidrager til, at vi også i morgen har lokale butikker.

Pernille Simonsen fra Sorø Bykontor og kulturkonsulent Mette Tingholm kender oplevelsesmulighederne i lokalområdet bedre end de fleste – og de er vilde med at dele ud af deres viden. Sammen har de udviklet fire tematiserede cykelruter med tilhørende podcasts og fire gåruter, som formidler områdets kunst, arkitektur og natur. Nyeste skud på stammen er oplevelsesplatformen kultureninaturen.dk, som samler en bred vifte af oplevelser i kultur, natur og historie og henvender sig til både borgere og turister.

Begejstring for det lokale

”Både naturen og kulturhistorien er meget nærværende i Sorø. Vi er optaget af at formidle noget af al den kultur og kulturhistorie, samtidig med at folk får nogle fine naturoplevelser,” fortæller Pernille Simonsen. ”Hvis du følger en rute, så er der nogen, der har udvalgt noget for dig. Tænkt nogle tanker. Det giver en anden oplevelse end, hvis du ’bare’ går en tur. Det spontane er skønt, men der er også noget i, at nogen har sørget for, at du får noget ekstra med. Noget viden eller måske et sted, du ikke selv ville have opsøgt.”

”Når vi udvikler ruter, så giver vi os selv det kreative benspænd, at der både skal være en naturoplevelse og noget kulturelt. Jeg tror ikke, vi kunne have gjort det, hvis ikke vi havde boet her selv og haft en stor begejstring for lokalområdet. Vi formidler steder og oplevelser, som vi selv godt kan lide. Det er altid dér, det starter. Med en begejstring, en lyst til at dele ud af noget.”

 

 

FAKTA

OPLEVELSESPLATFORMEN KULTURENINATUREN ER UDVIKLET I SAMARBEJDE MELLEM SORØ KOMMUNE OG DESTINATION SJÆLLAND.

kultureninaturen.dk


< TILBAGE

Vælg og klik på verdensmål


Sorø Erhverv | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 5787 6035 | E-mail: erhverv@soroe.dk | Persondatapolitik | Cookiepolitik